Børns livsvilkår, inklusion og trivsel har altid haft en særlig interesse for Dorthe Foged. Da hun arbejdede som direktør for Det Danske Kulturinstitut i Storbritannien oplevede hun igen og igen det store skel mellem rig og fattig, som findes der. Den samme udvikling var begyndt at vise sig i Danmark. Sociale udfordringer hos forældre får hurtigt store konsekvenser for børnene, som dermed hurtigt kommer til at mangle muligheder som deres jævnaldrende.
Derfor sagde Dorthe sit job op på Kulturinstituttet i Edinburgh og flyttede tilbage til Danmark i 2010 for at stifte foreningen Barndrømmen. Formålet var enkelt - alle børn skal have mulighed for at udvikle sig gennem kunst og kultur - uanset social, økonomisk eller geografisk baggrund.
Sidenhen har Barndrømmen ikke kun sørget for kulturelle og kunstneriske oplevelser og aktiviteter for tusindvis af børn og unge årligt over hele landet. Foreningen har også taget initiativ til det første internationale børnekulturtopmøde i Danmark i 2016.
Siden er flere internationale initiativer bl.a. det globale børnekulturtopmøde Children Need Arts - Global Summit kommet til. Her bliver der sat fokus på kunstens værdiskabelse for børn og samfund gennem metoder, evidens og erfaring.