Som et led i at markere FN Børnekonventionens Dag, og dermed børns rettigheder, har Barndrømmen gennem flere år markeret dagen sammen med hundredvis af skønne børn og unge i forskellige byer rundt i Danmark.
I 2016 blev eksempelvis tusindvis af børns kreative og kunstneriske værker over deres drømme projiceret op på Københavns Rådhus i et kæmpe digitalt lysshow af den britiske verdenskunstner Ross Ashton. På dagen medvirkende flere børnekor og professionelle sangere og musikere, foruden at der blev serveret drømmekage og varm kakao til alle, børn som voksne, der lagde vejen forbi.
Udover at begivenhederne blev live-streamet til landets skoler, transmitterede medier som DR1, TV2 News og TV2 Lorry også fra dagen.
I 2018, som eksempel, overværede kulturminister Mette Bock samt Aalborgs borgmester og kulturrådmanden fejringen, der fandt sted ved Aalborghus og i Musikkens Hus.
Her var der også lysprojiceringer af børns drømmeværker, og børn og unge fra byens musik- og kulturskole spillede i kuldegrader, samtidig med at Hjemmeværnet og frivillige hjælpere under Barndrømmen trakterede med varme drikke og kager.
Øvrige byer, som Barndrømmen har fejret FN Børnekonventionens Dag i samarbejde med, er: Esbjerg, Helsingør, Kolding, Ribe og Nykøbing Mors.