Barndrømmens nye kulturindsats ’Kulturelle familiedage’ har som målsætning at fremme social inklusion gennem kultur og berige børnefamilier i udsatte positioner i Midt- og Vestjylland med kontinuerlige oplevelser som f.eks. en tur i teatret, besøg og aktiviteter på et museum eller en musikalsk oplevelse i en koncertsal. Kulturoplevelser, som børnefamilierne ellers ikke så let vil få adgang til.
Samarbejdet er etableret med ni lokalafdelinger under Røde Kors og Mødrehjælpen og en række markante kulturinstitutioner, herunder Aarhus Teater, Musikhuset Aarhus, Den Gamle By og Moesgaard Museum.
Den overordnede ambition er at medvirke til at mindske ulighed og fremme et mere inkluderende samfund ved at sikre, at kvalitetskunst og -kultur bliver tilgængelig for målgrupper i samfundet, for hvem kunstneriske og kulturelle oplevelser ikke kun er dyrt men også fremmed.
‘Kulturelle familiedage’ løber foreløbig over en tre-årig periode. Her vil projektet nå op til 500 børnefamiliemedlemmer med to kulturrige oplevelser pr. år samt understøtte fællesskabet familierne imellem med gode fælles måltider og fælles transport i forbindelse med kulturoplevelserne.